Meteorolog – uddannelse og arbejde
DMI er det eneste sted i Danmark, hvor du kan blive certificeret meteorolog efter Verdensmeteo-rologiorganisatinen WMO's krav. Du kan i det følgende læse om arbejdsmuligheder som og uddannelsen til meteorolog.
Arbejdsområder på DMI
Meteorologerne på DMI udarbejder vejrinformation, udsigter og varsler til for eksempel nyhedsbureauer, TV, radio og aviser samt specialbrugere inden for blandt andet luftfart, skibsfart, landbrug, vejtrafik og entreprenørvirksomheder. Udarbejdelsen af de mange daglige udsigter med videre er i høj grad baseret på teamwork mellem meteorologerne og resten af DMI.
I det daglige arbejde benyttes den nyeste teknik inden for modelberegninger, præsentationssystemer og kommunikation.
I Vejrtjenesterne arbejdes døgnet rundt, alle ugens syv dage hele året, derfor er der skiftende arbejdstider med dag-, aften-, nat-, søn- og helligdagsarbejde.
Meteorologer på DMI arbejder enten på Lyngbyvej i København, ved Vejrtjenestecenter Karup, ved flyvestation Skrydstrup eller i Kangerlussuaq/Sdr. Strømfjord i Grønland.
Karrieremuligheder
Specialopgaver:
Udover det daglige arbejde i Vejrtjenesten er der mulighed for at arbejde med specialopgaver indenfor de enkelte fagområder. Det kan evt. være underviser af nye eller praktikanter, verifikation, sagsbehandling eller turnuslægning, blandt mange flere.
Vagtchef
Erfarne meteorologer har mulighed for at søge stillingen som vagtchef. Vagtcheferne har ansvaret for, at det daglige arbejde udføres i overensstemmelse med forskrifterne, at besætte vagter udenfor almindelig arbejdstid i tilfælde af sygdom og at repræsentere ledelsen overfor offentligheden.
Administrative stillinger
Meteorologer kan også søge job i den ikke operative del af Vejrtjenesteafdelingen og her gøre brug af deres faglige kundskaber i sagsbehandling, produktudvikling, salg og markedsføring eller søge mere traditionelle administrative stillinger i en af DMI's andre afdelinger.
Udlandet
Med en meteorologuddannelse er det også muligt i kortere eller længere perioder at arbejde i udlandet. Der kan være tale om udstationeringer ifbm forsvarsindsatser, ulandsprojekter, hvori DMI deltager, eller jobs i internationale meteorologiske organisationer. Medarbejdere ved DMI deltager jævnligt i internationale arbejdsgrupper eller udviklingsprojekter.
Uddannelse
Med en studentereksamen, HF, HHX, HTX fortsættes på Københavns Universitet, Niels Bohr Institut for Astronomi, Fysik og Geofysik, Geofysisk afdeling, med en 3-årig uddannelse som Bachelor of Science (BS), med specialisering i meteorologi.
For at blive optaget på bacheloruddannelsen i Fysik skal du have en gymnasial eksamen el.lign. Desuden er der specifikke adgangskrav:
Specifikke adgangskrav:
•Dansk A
•Engelsk B
•Matematik A
•En af følgende kombinationer:
◦Fysik A og Kemi B
◦Fysik A og Bioteknologi A
◦Fysik B og Kemi A
◦Geovidenskab A og Kemi A
Hvis du ikke har alle fagene på de rette niveauer, skal du tage suppleringskurser før optagelse. I visse tilfælde har du mulighed for at supplere i august før studiestart. Disse kurser udbydes af de fleste HF-enkeltfagskurser og studenterkurser. Du kan kontakte ivu*C for at få oplyst, hvor det nærmeste sted er.
Bacheloruddannelsen afsluttes med et projektarbejde inden for fagområdet meteorologi. Bacheloruddannelsen er SU berettiget.
Bacheloruddannelsen kan udbygges til en cand. scient. og ph.d. inden for det meteorologiske fagområde og vil da sigte mere mod en forskningsmæssig beskæftigelse, hvilket der også er mulighed for på DMI. Cand. scient. er normeret til i alt 5 års studium og ph.d. til 8 år.
Ansættelse
Der ansættes bachelorer i meteorologi på DMI, efter behov. Der ansættes typisk 4-6 nye meteorologer ad gangen, ca. hvert andet år. Det seneste hold blev ansat 1. oktober 2019. Efter ansættelse påbegyndes en 4 måneders uddannelse i såvel teoretiske som praktiske emner, og den interne uddannelse afsluttes med ca. 3 måneders indøvelse i Vejrtjenesten, inden man kan gå selvstændig vagt.
Når bachelorerne begynder at gå selvstændig vagt er bruttobegyndelseslønnen i 2011 ca. 24.500 kr. om måneden (ekskl. Pensionsbidrag) med et automatisk lønforløb i 5 år. Dertil kommer tillæg for arbejde søn- og helligdage, aften og nat samt eventuelt personlige eller andre tillæg.
Andre muligheder
Der er for cand. scient.'er også mulighed for beskæftigelse ved Københavns Universitet, Risø, Danmarks Miljø Undersøgelse samt gymnasieskolerne (undervisning). Yderligere findes der private virksomheder der ansætter meteorologer.
Faglig organisation
CO10 er forhandlingsberettiget for BS'ere i meteorologi. Dansk Magisterforening er forhandlingsberettiget for cand. scient.'er og ph.d.'ere.
Yderligere oplysninger
Københavns Universitet, Studievejledning
Fiolstræde 22,
1171 København K
Telefon: 35 33 35 33
Niels Bohr Institut for Astronomi, Fysik og Geofysik (NBI f.afg.)
Rockefeller Komplekset,
Juliane Maries Vej 30,
2100 København Ø
Telefon: 35 32 06 01
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI)
Lyngbyvej 100
2100 København Ø
Telefon: 39 15 75 00
Trafikforbundet, Kreds 5 © 2008-2018