Kangerlussuaq - Søndre Strømfjord.

 

Vejrtjenesten i Kangerlussuaq betjener primært luftfarten i Grønland.
 
Dette indebærer overvågning af grønlandsk luftrum og udsendelse af advarsler (SIGMET) om signifikante vejrforhold af betydning for flyvning.
Af luftfartsrelaterede produkter udarbejdes flere gange i døgnet følgende:

  • Lufthavnsudsigter (TAF) for alle grønlandske lufthavne – de to Atlantlufthavne Kangerlussuaq og Narsarsuaq og dertil 11 mindre lufthavne.
  • LOWSIG kort som er et grafisk "fixed time chart", der angiver signifikante vejrforhold som skyer, isning og turbulens over Grønland og tilstødende områder.
  • Ruteudsigter til helikopterruteflyvninger og teleinspektioner.
  • Områdeudsigter for specielle operationer indtil flere steder på Indlandsisen og i Nordøstgrønland, primært til brug for hhv. det Danske Flyvevåben (RDAF) og US Air Force (USAF). Heriblandt kan nævnes: 
    - Udsigter til forsynings- og/eller forskningsoperationer til Station Nord og andre steder i Nordøstgrønland.
    - Udsigter til USAF støtteoperationer til danske og internationale forskningsprojekter på Indlandsisen.
    - Udsigter til USAF´s egne træningsoperationer til Indlandsisen.
  • Briefinger til piloter. Dette omfatter meget forskellige typer briefinger såsom:
    - Briefinger til Air Greenlands indenrigsruteflyvninger.
    - Briefinger til helikopterflyvninger, der er tilknyttet teknisk vedligeholdelse, mineralefterforskning/-virksomhed, forskningsprojekter og turistvirksomhed.
    - Briefinger til redningsoperationer (SAR) og akutte sygetransporter (MEDEVAC).
    - Briefinger til TwinOtter flyvninger – både grønlandske, islandske og canadiske, alle med operationer i både Grønland, Canada og på Svalbard. Heriblandt ofte flyvninger til afsides liggende positioner, uden ski-way eller observationsposter, på Indlandsisen.
    - Briefinger til RDAF til brug for deres forskelligartede overvågnings- og suverænitetsoperationer i grønlandsk luftrum.
    - Briefinger til utallige færgeflyvninger over Atlanten med mellemlanding i Grønland - hhv. Narsarsuaq, Kangerlussuaq og Kulusuk.
    - Yderligere briefinger til adskillige projekter tilknyttet Det Internationale Polarår.


Sekundært formidler vi også almene vejrudsigter eller briefinger.

  • Briefinger til diverse forskningsprojekter på Indlandsisen og til amerikanske CPS, der arbejder som logistisk forbindelsesled mellem forskerne på Indlandsisen og USAF. Desuden produceres dagligt en 3-døgnsudsigt til mandskabet på Summit, som er bemandet året rundt.
  • Diverse ekspeditionshold, der krydser Indlandsisen ydes også vejrbriefinger før og/eller under ekspeditionerne.
  • Til skibstrafikken langs de grønlandske kyster yder vi også af og til uddybende briefinger.
  • Yderligere udsendes en lokal udsigt for Kangerlussuaq, til bl.a. turistselskaberne i bygden.

 

 

Kangerlussuaqs historie
Af Carsten Damberg - opdateret 14/08 2008

 

Kangerlussuaq, eller på dansk Søndre Strømfjord, var oprindeligt en militærbase, der blev grundlagt af det amerikanske luftvåben (USAF) den 7. oktober 1941, under navnet Bluie West 8. Tidligere på året, den 9. april 1941, var varetagelsen af Grønlands sikkerhed overdraget til USA, da Danmark som følge af den tyske besættelse ikke længere kunne garantere for Grønlands sikkerhed eller sikre vareforsyningen af Grønland.

 

USA etablerede en række lufthavne og vejrstationer i Grønland under 2. verdenskrig, herunder militærbasen i Kangerlussuaq. Under krigen var Bluie West 8 en af de vigtigste lufthavne for mellemlandinger for flymissionerne mellem USA og dets allierede i Europa på grund af stedets meteorologiske gode flyveforhold.

 

Efter krigen blev Bluie West 8 i 1950 overdraget til Danmark, men som et resultat af den nye forsvarsaftale indgået mellem USA og Danmark åbnede lufthavnen igen i amerikansk regi 27. april 1951 under navnet Sondrestrom Air Base.

 

I perioden fra den 15. november 1954 og til den 1. oktober 1965 benyttede SAS lufthavnen til mellemlandinger på ruten København - Los Angeles. Nonstopruten, der forbandt København og Kangerlussuaq var dermed skabt, så udover at være en amerikansk militærbase blev Kangerlussuaq nu også indfaldsporten til Grønland.


Under efterkrigstiden, der blev starten på den kolde krig mellem de to supermagter USA og USSR, blev der i perioden fra 1958 og til langt ind i 1970'erne bygget en række radarstationer som led i DEW-projektet (Distant Early Warning): Stationen DYE-1 lå ved Sisimiut i Vestgrønland, DYE-2 og DYE-3 på Indlandsisen, og DYE-4 ved Kulusuk i Østgrønland. Basens hovedformål var siden da at betjene og sikre forsyningen af disse stationer blandt andet i samarbejde med Grønlandsfly (nu Air Greenland).


Da nedrustningen i USA og USSR for alvor begyndte i 1989, besluttede Pentagon at nedlægge DEW-stationerne i 1990-1991, og senere fulgte også beslutningen om at nedlægge selve militærbasen. 30. september 1992 forlod det amerikanske luftvåben Sondrestrom Air Base, og den 1. oktober 1992 blev hele området overdraget til Grønlands Hjemmestyre, og stedet oprindelige grønlandske navn, Kangerlussuaq (”den lange fjord”) blev den officielle betegnelse for lufthavnsområdet.


Frem til den 31. december 2001 betragtedes lufthavnen som værende forsvarsområde, men derefter overgik bygden til Sisimiut Kommune og fik civil status. Kangerlussuaq er i dag et lille grønlandsk samfund på ca. 520 indbyggere. Hovederhvervet i bygden tager udgangspunkt i lufthavnen, da denne fortsat er den væsentlige indgangsportal til Grønland. Udover driften af lufthavnen og de dertil omkring liggende erhverv, drives der også turist virksomhed ved selskaberne Albatros Travel og Kangerlussuaq Tourism (KT).

 

Vejrtjenesten:
Vejrtjenesten i Kangerlussuaq så dagens lys i 1954, da den danske Flyvevejrtjeneste oprettede et kontor primært til støtte for flyvningerne over Nordpolen. Frem til 1970 var der både en amerikansk og en dansk vejrtjeneste på stedet, men derefter overtog Flyvevejrtjenesten alle vejrtjenesteopgaverne i Kangerlussuaq.

 

Mikkel Oldrup / Trafikforbundet, Kreds 5 © 2010