Mød en meteorolog
Dyr blev til skyer
Det lå ikke i kortene, da jeg voksede op, at jeg skulle være meteorolog. Jeg
ville være dyrlæge, som min far. Derfor skulle jeg have en matematisk stu-
dentereksamen og så videre på Landbohøjskolen. I 2.g havde vi imidlertid et
tværfagligt projekt i fysik og geografi om klimaforandringer og den øgede driv-
huseffekt. Jeg fik øjnene op for meteorologien og det fascinerede mig, at man
ved hjælp af teorier og formler kunne beskrive atmosfæren. En så kompleks og omskiftelig størrelse. Det startede noget i mig og efter gymnasiet flyttede jeg fra Horsens til København. På universitetet kom vi omkring mange grene af fysikken og efter 3, til tider krævende og udfordrende, år fik jeg den påkrævede bachelorgrad i meteorologi og kunne søge ansættelse ved DMI. Den noget teoretiske baggrund fra Universitet er en nødvendig ballast at have for at kunne gå kvalificeret til den noget praktiske opgave, det er, at beskrive vejrets udvikling.
Danmarks Meteorologiske Institut
Efter ansættelsen blev jeg tjekket ud, som det hedder, på Grønlands- og Farvandsvagten i Vejrtjenesten på Lyngbyvej i København. DMI har ansvaret for at lave udsigter til hele Rigsfællesskabet og har meteorologer i København, Karup og Skrydstrup og derudover i Kangerlussuaq i Grønland (i løbet af sommeren 2020 flytter denne vejrtjeneste sydpå til Nuuk). I Grønland og på Færøerne er landskabet noget anderledes og det har stor betydning for vejret. Det var en kæmpe udfordring at lave udsigter til områder så langt væk - grønlandske farvande og færøske byer - og samtidig vide, at de lokale forhold har stor betydning for vind og vejr. Spændende, men også en smule uhåndgribeligt.
Men så i 2016 var jeg udstationeret til Kangerlussuaq i 7,5 måned. DMI’s afdeling her er på blot 3-4 meteorologer – antallet afhængig af årstiden - der blandt meget andet laver udsigter til de grønlandske flyvepladser og har en tæt kontakt med de piloter, der flyver til og fra. Det var en stor oplevelse, både fagligt og personligt. Det var dels en kæmpe udfordring at få hænderne helt ned i det grønlandske vejr og forsøge at beskrive det – til gavn for piloter, forskere og den almindelige befolkning. Jeg har fået nye kompetencer og har udvidet mit faglige repertoire på mange punkter. Dels en kæmpe naturoplevelse, som jeg var så heldig at kunne dele med min mand og mine børn, da DMI råder over familievenlige lejligheder. Vi taler stadig om, hvor stor en oplevelse, det var, og at vi gerne en dag vil tilbage.
Flyvestationen
Jeg har siden 2012 – kun afbrudt er turen til Grønland - arbejdet i den Militære Vejrtjeneste på Flyvestation Karup. Her servicerer vi det danske forsvar; Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet, og har en tæt kontakt til vores kunder. Vi laver mange forskellige udsigter og har en bred kundegruppe at tage os af. De befinder sig til lands, til vands og i luften, så vi kommer vidt omkring indenfor det meteorologiske felt. Der er aldrig to dage, der er ens, og det er fedt! Vi er velsignet med årstidernes skiften i Danmark og som meteorolog får man virkelig syn for sagen. Vi udarbejder faste udsigter døgnet rundt – og tekstudsigter og briefingpakker på bestilling til fx forsvarets skibe, der ofte befinder sig langt fra Danmark. Derudover laver vi briefingpakker og briefer flere gange om dagen forskellige enheder, blandt andet helikoptereskadrillerne, som har hjemme i Karup, og operationscentre, der står for beredskab og søredning - og planlægning af flyvninger over dansk område og til udlandet. Ofte får jeg brug for mine grønlandske erfaringer, da Forsvaret via Arktisk Kommando med operationscenter i Nuuk udfører beredskabs- og overvågningsopgaver over Nordatlanten og de arktiske egne. Dagligdagen I Karup går også med at udfærdige udsigter til den civile luftfart og siden 2013 har vi meteorologer overvåget den automatobservation, som blev installeret på pladsen. Vi skal gribe ind, hvis de automatisk genererede vejrobservationer ikke stemmer overens med virkeligheden. Fly og helikoptere har forskellige vejrminima, som sætter begrænsninger for flyvningen og det er essentielt, at piloterne kan regne med observationen, da den er udtryk for, hvad piloten ville se, hvis han selv befandt sig på jorden. Al begyndelse er svær og dengang involverede mig i en arbejdsgruppe, der havde til opgave at lette overgangen og sætte fokus på eventuelle problemer og forsøge at finde løsningerne eller vejen dertil. Der er fint mulighed for at involvere sig i andet end den vejrmæssige del af vores arbejdsbeskrivelse; vi skal ligesom andre arbejdspladser have hverdagen til at hænge sammen og af arbejdsopgaver, der også ligger hos meteorologerne, kan nævnes turnus- og ferieplanlægger, arbejdsmiljørepræsentant, it-superbruger og fagforeningsrepræsentant.
Arbejde- og familieliv
Jeg er gift og mor til 3 - to piger og en dreng. Vi bor lidt uden for Silkeborg og lever det helt almindelige familieliv, hvor fritiden går med børnevenlige aktiviteter, gerne udendørs. Vi har købt et nedlagt landbrug med et skovstykke og løber ikke tør for projekter foreløbigt. Mine skiftende arbejdstider er til tider en udfordring i en børnefamilie med 3 børn, hvor både mor og far arbejder fuldtid. Men i Karup går vi en blanding af 2- og 3-holdsskift, så der er både længere vagter, der giver lidt flere fridage, og vagter uden for normal arbejdstid, så man har fri, når de fleste andre tager på job. På jobbet sidder vi meteorologer ofte alene på vagterne, så forskellige temadage og kollegiale aktiviteter uden for tjenesten, får vi også arrangeret.
Stine – Meteorolog
Stine arbejder som meteorolog på Flyvestation Karup og har været ansat på DMI siden 2009.